Ti dage før det amerikanske valg ankom jeg med min familie til Harvard University, Cambridge. Overalt hang der plakater med »Harris/Walz«, sloganet »Black Lives Matter« og »We are not going back« samt nogle hjerter, der virkede som et udtryk for filantropi. Da der ikke var nogen pro-Trump-plakater at se på Harvard og i Cambridge, så der ikke ud til at være nogen støtte til Trump. Vores naboer var ret overbeviste om – hvis ikke endda sikre på – at Demokraterne ville vinde 5. november. Ifølge analyser fra det liberale medie The Boston Globe var scenarier, hvor Harris ikke ville vinde, utænkelige. Skuffelsen efter valget virkede derfor endnu større.

Den 6. november vil blive husket af beboerne i dette kvarter som en af deres værste dage. Ikke kun i universitetsbygningerne, men også på gaderne så jeg triste, grådkvalte og desperate ansigter. Overalt kunne man høre folk sige: »Sikken en forbandet dag.« I dagene og ugerne efter blev der udgivet artikler, hvor forfatterne pludselig syntes at vide, hvad Demokraterne havde gjort forkert. Tonen havde med et ændret sig. Selvsikkerheden var blevet erstattet af frustration. Demokraterne blev beskyldt for ikke at engagere sig nok i de socialt dårligere stillede grupper og for at have tabuiseret diskussionen om vanskelige emner. Før valget havde ingen nævnt disse problematikker.