Der blev ikke lagt fingre imellem, da George Berkeley i The Analyst fra 1734 langede ud efter Isaac Newton og den nye matematik, han havde været med til at udvikle i årene omkring år 1700. »Når vi ser efter,« skrev Berkeley, »vil vi opdage meget tomhed, mørke og forvirring, og, hvis jeg ikke tager fejl, direkte umuligheder og selvmodsigelser.« 

Ved samme lejlighed beskyldte han tilhængerne af Newtons matematik for at lide af intellektuel dovenskab og overdreven autoritetstro. De var, mente han, »mere vant til at regne end til at tænke«.