Slipper man med en let snue, eller bliver man sendt helt til tælling? Det er ikke typen af virus, der afgør, hvor slem en forkølelse bliver. Ifølge et nyt amerikansk studie, der netop er publiceret i tidsskriftet Cell Press Blue, er det derimod næsens slimhinde, som bestemmer, hvor alvorlig infektionen bliver.

Langt de fleste forkølelser skyldes infektion med rhinovirus. I laboratoriet har de medicinske forskere dyrket en kunstig næseslimhinde ud fra humane stamceller og udsat den for virus. Herefter kunne de detaljeret følge, hvordan slimhindens celler reagerede. Når cellerne registrerede virus, producerede de lynhurtigt interferoner – særlige signalproteiner, der gør miljøet i og omkring cellerne ugæstfrit for virus og hæmmer dets spredning.

Studiets fund kan åbne for nye behandlingsstrategier. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix
Studiets fund kan åbne for nye behandlingsstrategier. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Når interferonresponsen var hurtig nok, kunne virus holdes i skak, selv uden hjælp fra immunsystemets celler. Men når forskerne blokerede interferonproduktionen, spredte virus sig til langt flere celler og forårsagede betydelig skade på slimhinden. Samtidig viser studiet, at en ukontrolleret virusinfektion kan udløse overdreven slimproduktion og betændelsesreaktioner, som fører til kraftige reaktioner i slimhinden og vejrtrækningsbesvær, særligt hos personer med astma eller anden lungesygdom.

Resultaterne peger på, at det i høj grad er kroppens reaktion på virus og ikke virus i sig selv, der afgør, om vi slipper med en mild forkølelse. Ifølge forskerne åbner det for nye behandlingsstrategier, hvor man ikke bekæmper virus direkte, men fokuserer på regulering af kroppens eget forsvar.

Cell Press Blue, 19. januar