Skepsis. Dårlig videnskab spreder sig via medierne og får bekymrede forældre til at fravælge vigtige vacciner. Sådan lyder historien, men tallene viser noget andet. Måske er naboen ikke så dum, som vi tror?
Myten om myten
CNN, BBC News, ZDF og Al Jazeera var nogle af de medier, der for få uger siden spredte nyheden om, at Statens Serum Institut så godt som definitivt kunne begrave en bekymrende myte om MFR-vaccinen. Blandt 657.461 danske børn gjorde det ingen forskel for deres risiko for at udvikle autisme, om de var MFR-vaccineret eller ej. Den britiske forskersvindler Andrew Wakefield, der i 1998 påstod, at tripelvaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde kunne forårsage autisme, havde ikke ret.
Det er der sådan set ikke noget nyt i, men i medierne er historien om Wakefield stadig saftig. Den lyder nogenlunde sådan her: Wakefields videnskabelige artikel i The Lancet, baseret på 12 børn med autisme, fik horder af forældre til at boykotte MFR-vaccinen, og stadig i dag ser vi efterskælv. Mæslingeepidemier hærger blandt ubeskyttede børn af Wakefields disciple, og medierne beretter, at »eksperter er i oprør« over den »stigende modstand mod vacciner«.
Del: