Falsificeret. Forsøg med myslibarer viser, at IBS-ramte trygt kan spise gluten og hvede.
Misforstået mave
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Omkring 10-15 procent af danske maver lider af irritabel tyktarm – også kendt som IBS. Mange patienter oplever bedring ved at undgå hvede og gluten og vælger derfor konsekvent madvarer uden disse ingredienser.

Det, vi ved nu
Ifølge et nyt studie udført af gastroenterologer fra McMaster University i Canada tyder det dog på, at gluten sjældent er den egentlige synder – og at det i stedet ofte er selve mistanken, der gør maven urolig. I undersøgelsen fik 29 deltagere med klinisk diagnosticeret IBS og oplevet bedring på glutenfri diæt serveret én af tre forskellige slags myslibarer: enten en med gluten, en med fuldkornshvede eller en uden nogen af delene.
Hverken deltagere eller forskere vidste, hvem der fik serveret hvad. Men resultatet var overraskende: Antallet af personer, der efterfølgende oplevede symptomer, var omtrent ens på tværs af alle deltagere – også hos dem, der havde indtaget den glutenfri placebobar. Ifølge tarmeksperterne har nogle IBS-patienter formentlig en reel følsomhed over for gluten, men for mange ser det ud til, at forventninger og overbevisninger – forstærket af sociale medier og fællesskaber for tarmpatienter – spiller en stor rolle i symptombilledet.
Men …
Forskerne understreger, at det ikke er nok blot at meddele patienterne, at gluten ikke nødvendigvis udløser deres symptomer. Resultaterne bør i stedet ses som et argument for, at behandlingen af IBS også bør inkludere psykologisk støtte og vejledning, for eksempel i trygt at genintroducere glutenprodukter i kosten. Mette Juul Rasmussen
The Lancet Gastroenterology & Hepatology, 21. juli
Del:

