Den britiske virolog Tom Peacock var den første til at slå alarm. Han havde fundet fire aparte virusgenomer fra coronasmittede i Botswana og Sydafrika, og den 23. november skrev han på Twitter, at de mange mutationer i spikeproteinet så »forfærdelige« ud. Den 25. november holdt Sydafrika pressemøde, og dagen efter gav WHO varianten et navn: omikron.

Danmark og resten af verden takkede Sydafrika for advarslen og kvitterede med en panisk grænselukning. Men omikron rejser i julemandstempo og var for længst stukket af.