Forskerfejde. På trods af et blomstrende forskningsfelt vil den amerikanske lægemiddelstyrelse ikke tillade behandlinger med mdma.

Mdma afvist

Det var et tilbageslag for mdma-assisteret psykoterapi, da den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA i august afslog en ansøgning om at bruge mdma-piller til behandling af posttraumatisk stress. Mdma, bedre kendt som ecstasy, er dermed stadig på listen over forbudte stoffer, undtagen til forskning. Hvis ansøgningen fra medicinalvirksomheden Lykos Therapeutics var blevet godkendt, havde vejen ellers været banet for tilsvarende tilladelser i Europa.

Mikael Palner, lektor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet, var ikke overrasket. Til Videnskab.dk sagde Palner, at Lykos’ forskere »tilsyneladende har afleveret utroværdige resultater, der sår tvivl om forskernes troværdighed og de mulige risici, som kan være forbundet med mdma-terapi«.

Palner forsker selv i nye behandlingsformer mod posttraumatisk stress med blandt andet stoffet psilocybin. Han siger, at resultaterne med mdma-behandling er lovende og ærgrer sig over, at Lykos ikke har kunnet fremlægge den nødvendige dokumentation.

DAGEN EFTER afslaget fra FDA blev tre videnskabelige studier af mdma-behandling trukket fra tidsskriftet Psychopharmacology. Artiklerne indgik ikke som del af den videnskabelige dokumentation for Lykos’ ansøgning, men flere af forfatterne arbejdede for virksomheden. Årsagen til tilbagetrækningen var en sag om seksuelt misbrug af en forsøgsperson tilbage i 2015. Sagen var ikke blevet rapporteret af forskerne til tidsskriftet, og de havde ikke fjernet data fra netop denne behandling fra deres resultater.

Terapi med psykedeliske stoffer har lidt et tilbageslag. Her er det psilocybin i et laboratorium i Oregon, USA. Foto: Robyn Beck, Scanpix Robyn Beck/AFP/Ritzau Scanpix

En af forfatterne er Lykos’ grundlægger, Rick Doblin. Han er blevet kaldt en psykedelisk pioner og mdma-evangelist. Doblin har selv taget psykedeliske stoffer, siden han var 17 år, og var en af de første, der så mulighederne i at bruge mdma sammen med psykoterapi. Doblin anerkender, at det var en fejl ikke at informere tidsskriftet om sagen fra 2015, men mener ellers ikke, at artiklerne skal trækkes tilbage. Psychopharmacology kunne have nøjedes med en tilføjelse til artiklerne, skrev Lykos efterfølgende i en pressemeddelelse.

Umiddelbart efter afslaget og tilbagetrækningerne afskedigede Lykos 75 procent af alle ansatte, da virksomhedens aktier styrtdykkede. Lykos overvejer nu at søge om godkendelse af mdma uden medfølgende psykoterapi. Det er Doblin dog ikke tilfreds med, og han har efterfølgende trukket sig fra bestyrelsen.

»Det er ikke det bedste for patienterne,« sagde han til nyhedsportalen STAT, der dækker sundhed og medicin. Doblin vurderer, at det nu bliver andre medicinalvirksomheder, der kommer først med terapiformer assisteret af psykedeliske stoffer.

I DE SENESTE ÅRTIER er opfattelsen af mdma gået fra at være dybt skeptisk til overvældende positiv. Tilbage i 00erne advarede forskere og læger om, at mdma kan ødelægge hjernen. Der blev talt om en tidsindstillet bombe, hvor titusindvis af mdma-brugere på sigt ville udvikle Parkinsons sygdom. I dag oplever forskningen en psykedelisk renæssance med stor interesse for en række forskellige stoffer, herunder mdma til behandling af ikke bare posttraumatisk stress, men også symptomer ved Parkinsons.

En del af forklaringen er, at forskningen følger pengene, der ligger og venter, hvis mdma og andre stoffer bliver godkendt til behandling. En anden forklaring ligger gemt i stofferne selv, skriver Mike Jay i New York Review of Books. Jay er forfatter til bogen Psychonauts fra 2023, der beskriver, hvordan mange stoffer lige fra lattergas til lsd og mdma først er blevet brugt rekreativt af nysgerrige forskere og andre, inden de er blevet mere systematisk undersøgt.

Mdma er et suggestivt stof, forklarer Jay. Det giver, hvad man søger. Det gælder brugere såvel som forskere og påvirker også forsøgspersonerne, der er mere tilbøjelige til at svare bekræftende på forskernes spørgsmål om virkningen. Ifølge Jay er det et generelt problem for forskningen i psykedeliske stoffer: Der er en tendens til at finde nøjagtigt de svar, som forskerne og virksomhederne ønsker.

Kristian Hvidtfelt Nielsen er lektor ved Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet.

Andre læser også