Hvis man vil sende fire liter vand til Månen, koster det i omegnen af 572.000 danske kroner. Fire liter er rundt regnet det forbrug, en enkelt astronaut har pr. dag, og derudover kræver et ophold på Månen naturligvis også, at man medbringer tonsvis af brændstof og ilt på flasker.

Foto: Rodger Bosch, Scanpix
Foto: Rodger Bosch, Scanpix

Kinesiske rumingeniører har nu udviklet en metode, der kan gøre måneboere selvforsynende med alle de tre ting. Det viser sig nemlig, at Månens jord indeholder vand, der kan udvindes, fortæller forskerne i en artikel i tidsskriftet Joule. 

Ved hjælp af såkaldt fototermisk teknologi – en metode, der omdanner sollys til varme – kan man i én samlet proces udvinde vand fra månejorden og bruge det til at omdanne kuldioxid fra astronauternes udånding til kulilte og brintgas, som kan udnyttes til fremstilling af brændstof og ilt.

Håbet er, at Månen i fremtiden kan bruges som forpost på rejser mod fjernere mål i verdensrummet. Det forudsætter, at vi bliver i stand til at forbedre energiudnyttelsen og reducere omkostningerne og kompleksiteten i opbygningen af infrastruktur. 

Det ekstreme miljø på Månen er fortsat en udfordring, med voldsomme temperaturudsving, intens stråling og lav tyngdekraft. Månejordens sammensætning varierer, og måske udånder astronauterne ikke nok kuldioxid til at drive hele processen. Der mangler altså stadig et par teknologiske landvindinger, før vi kan realisere drømmen om at udnytte månevand og gøre rumfarten selvforsynende.

Joule, Cell Press, 16. juli

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.