Kommentar. I 40 år har man sagt, at en p-pille til mænd var lige om hjørnet. Nye præparater er under udvikling, men barren er sat højt.

Mændenes tur

I 62 år har vi haft p-piller til kvinder, og i 40 år har vi haft løftet om, at en p-pille til mænd var lige på trapperne. Men vi venter stadig på det medicinske gennembrud, der kan ligestille mænd og kvinders ansvar for en uønsket graviditet. De store medicinalfirmaer gik kold på projektet for mange år siden, så forskningen på området har været drevet af penge fra instanser som USAs National Institute of Health og WHO. Hvis et præventionsmiddel skal have en reel chance for at komme på markedet, skal det desuden leve op til meget høje standarder: Det skal kunne konkurrere i effektivitet og sikkerhed med prævention til kvinder, og da lægemidlet skal kunne indtages af raske mænd, der ikke selv løber nogen fysisk risiko ved en eventuel graviditet, er der meget lav tolerance over for bivirkninger. Barren er med andre ord sat højt.

UDEN AT LOVE FOR MEGET kan man sige, at der ser ud til at være bevægelse på feltet: I onsdags fremlagde forskere fra University of Minnesota et nyt bud på mandlig prævention ved en konference i American Chemical Society. Hvor tidligere forsøg har været baseret på testosteron med bivirkninger som vægtøgning og lav libido til følge, er dette middel hormonfrit og skulle være uden væsentlige bivirkninger. I korte træk virker det ved at hæmme proteinet RAR-α, en manøvre, der i hvert fald gør hanmus sterile. Musene fik stoffet gennem munden, og efter fire ugers indtag var det 99 procent effektivt. Hanmusene kunne blive fædre igen, fire til seks uger efter de holdt op med at tage pillen.

lofo
(f. 1984) er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og cand. public. med fagspecialisering i europæisk kultur og politik fra Syddansk Universitet og Université Paris Diderot.

Andre læser også