Forskerfejde. Forskere strides om, hvad sære mikrober kan fortælle om livets oprindelse.
Livets nordiske stamtræ
Først kom Loke, siden fulgte Thor, Odin og Heimdall. Det er ikke en nyfortolkning af nordisk mytologi, men navnene på nogle af de mest opsigtsvækkende fund i nyere mikrobiologi. Det begyndte i 2015 med opdagelsen af en hidtil ukendt gruppe arkæer, hvis gener placerede dem forbløffende tæt på eukaryoterne – den gren af livets træ, som også mennesker tilhører. Nu strides forskerne om, hvad disse sære mikrober kan fortælle om livets oprindelse.
Opdagelsen blev gjort af den hollandske mikrobiolog Thijs Ettema og hans forskerhold i materiale fra Lokes Slot, et område på havbunden i Nordatlanten, hvor varmt, næringsholdigt vand strømmer op fra undergrunden. Derfor fik de nye mikrober navnet Loke-arkæer. Senere fandt forskerne beslægtede grupper andre steder, blandt andet i mudder fra Aarhusbugten i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet. Også de fik navne fra nordisk mytologi, og tilsammen blev grupperne døbt Asgård-arkæerne.


