Et kinesiskledet forskerhold har netop opdaget en række nye livsformer i den dybe Marianergrav i det vestlige Stillehav. Det drejer sig om yndefulde, 30 centimeter lange rørorme, sære bløddyr, blege muslinger og andre skabninger, der stortrives i 9.500 meters dybde. 

I mangel på sollys lever dyrene på disse dybder af kemikalier såsom metan og svovlbrinte, der siver ud af sprækker i jordskorpen. Den biologiske proces, hvor kemiske stoffer snarere end lys udgør organismernes energikilde, hedder kemosyntese. I de barske omgivelser findes der formentlig mange flere uopdagede livsformer, der blot venter på, at en forskningsubåd glider forbi.