Kronik. Krænker Ruslands brug af vakuum- og klyngebomber den humanitære folkeret? Og hvad med ukrainernes udstilling af russiske krigsfanger?

Krigens regler

Ingen kan være i tvivl om, at konflikten i Ukraine har øget presset på den internationale retsorden. FNs Sikkerhedsråd, som er det tætteste, vi kommer på et effektivt håndhævelsesorgan inden for folkeretten, er handlingslammet på grund af Ruslands vetoret. Og selv hvis Den Internationale Domstol i Haag i løbet af de kommende uger giver ordre om såkaldt midlertidige foranstaltninger, vil det næppe have den store effekt. Foreløbig har russerne nægtet at deltage i processen. Samtidig har historier om krænkelser af folkeretlige regler sjældent været så fremtrædende i mediebilledet, som de er lige nu.

De spørgsmål, der fylder mest, er, om de russiske styrker angriber ulovlige mål og anvender våben, der er i strid med den humanitære folkeret (krigens love). Der er tilsyneladende blevet brugt vakuumbomber og klyngeammunition i byområder. Et atomkraftværk har været under angreb, og senest er der meldinger om miner på de humanitære korridorer, som skulle give civile og nødhjælp mulighed for at komme ud og ind af kampzoner.

Andre læser også