Kort nyt. Tre vikingekvinder med deformerede kranier var levende symboler på eksotisk samhandel, vurderer forskere.
Kraniekosmetik
Flere studier har blotlagt, hvordan vikinger filede riller i deres tænder for at signalere social status eller intimidere fjender. Vikingernes kropslige modificering stoppede dog ikke her. I et nyt studie har arkæologer fra Wikinger Museum Haithabu og Westfälische Wilhelms-Universität Münster i Tyskland kigget nærmere på resterne af tre vikingekvinder med forsætligt deformerede kranier.
Kvinderne stammer fra Gotland i Østersøen og levede for cirka 1.000 år siden. Deres jordiske rester blev udgravet før 1930, men mulige kulturelle årsager til kvindernes opsigtsvækkende kranieform er hidtil ikke blevet systematisk undersøgt.
De famøse kranier er påfaldende aflange og kegleformede – formentlig fordi de i kvindernes tidlige barndom blev indhyllet i stram bandage, der trækker i kranieknoglerne, mens de stadig er bløde.
Såkaldt kunstig kraniedeformation kendes fra en stribe historiske kulturer – og endda enkelte eksisterende – men de tre kvinder er de eneste kendte eksempler på fænomenet blandt vikinger.

Ifølge arkæologerne fik de pågældende vikinger sandsynligvis smag for den opsigtsvækkende praksis under handelsrejser. Eksperterne beskriver kvinderne som levende symboler på tidens eksotiske og vidtrækkende togter.
Atlas Obscura, 15. april
Current Swedish Archaeology Vol. 31, 2023
Del:



