Kronik. Kong Haralds ringborge fra 900-tallet var en afgørende brik i opbygningen af det, der blev til kongeriget Danmark. Men de var ikke vikingeborge, skriver historiker Anders Lundt Hansen i ny bog.

Kong Haralds idealverden

Slå porten op til trelleborgene, og træd ind i fortidens verden. Porten glider åben på velsmurte hængsler, og på dens udskårne stolper snor sig slanger og dyrefigurer med ulvegab klar til at opsluge kongens fjender. Den plankeklædte tunnel gennem volden dufter af jord og friskkløvet egetræ og fører ind i lyset på borgpladsen.

Her ligger kongens velordnede idealverden. En plankevej løber snorlige gennem den by, der åbenbarer sig inden for volden. Ens huse ligger i ens firkanter langs vejen, og nøjagtigt i borgens midte krydser vejen en tilsvarende tømret vejbane. De deler borgen ind i fjerdedele, og fra midten kan man se til alle fire porte.

Andre læser også