I slutningen af december 2024 trak tidsskriftet International Journal of Antimicrobial Agents en forskningsartikel tilbage. Det er i sig selv ikke opsigtsvækkende, for tilbagetrækninger sker hele tiden i forskningsverdenen. Alligevel var det en særlig begivenhed, for netop denne artikel var blevet bredt kendt i offentligheden og havde opnået herostratisk berømmelse blandt forskere i løbet af nogle få, hektiske uger i marts-april 2020.

Artiklen rapporterede positive resultater fra et lille, kontrolleret forsøg med brug af lægemidlerne hydroxyklorokin og Azithromycin til behandling af covid-19 i omkring 20 patienter. Artiklen udkom på nettet 20. marts 2020, men allerede dagen inden havde præsident Donald Trump nævnt studiet ved et pressemøde. Til pressemødet og efterfølgende understregede Trump betydningen af, at hydroxyklorokin er et velkendt og godkendt lægemiddel, som – hvis det virkede – ville kunne få coronatallene til at falde »meget hurtigt«.