Inkluderet i døden

I middelalderens Danmark var det stærkt stigmatiserende at blive ramt af spedalskhed. Sygdommen blev forbundet med moralsk urenhed og synd, og man undgik kontakt med de smittede, som ofte blev udstødt fra sociale og religiøse sammenhænge. Tuberkulose kunne også føre til isolation, men sygdommen var mindre synlig og kunne ofte skjules, især hos de mere velstillede.

Tidligere fund har vist, at middelalderens kristne sandsynligvis viste deres rigdom i døden ved at købe gravpladser tæt på kirken, hvor prisen var høj. Det har dog været uklart, om syge også fik adgang til disse prestigefyldte grave. Bioarkæologer har derfor undersøgt 939 voksne skeletter fra fem danske middelalderkirkegårde.

Ved at undersøge skeletterne for karakteristiske skader på ansigt, hænder, fødder og rygsøjle kunne forskerne afgøre, om skelettet bar spor af sygdom. Kortlægningen af gravene viste, at personer med spedalskhed og tuberkulose ikke blev udelukket fra de mest prestigefyldte områder. Kun i Ribe var tuberkulose lidt mere udbredt blandt lavstatusgravene, hvilket kan skyldes, at fattige havde større risiko for at blive smittet og dø af sygdommen.

Resultaterne tyder på, at middelalderens samfund i højere grad end forventet inkluderede syge i samfundets prestigeområder. Forskerne understreger, at yderligere udgravninger og genetiske analyser er nødvendige for fuldt at forstå sygdomsudbredelsen og sociale forskelle i perioden.

Frontiers in Environmental Archeology, 12. februar