I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Den kambriske eksplosion for omkring 540 millioner år siden har længe været et af evolutionens store vendepunkter. Før den tid, i den såkaldte ediacara-periode, fandtes der ganske vist flercellede organismer og de første sikre dyrefossiler, men mange af dem havde uklare slægtskaber og kropsformer, der virker fremmede i forhold til senere dyr.

Ved overgangen til kambrium bliver mange af dyreverdenens store kropsformer synlige i fossilarkivet, og derfor er overgangen ofte blevet fremstillet som et dramatisk biologisk spring fra en verden af mærkelige ediacara-organismer til den moderne dyreverden.

Illustration: sciencedaily.com
Illustration: sciencedaily.com

Det, vi ved nu

Et nyt fossilfund fra det sydvestlige Kina tyder nu på, at udviklingen begyndte tidligere og mere gradvist. Fossiler fra den såkaldte Jiangchuan-biota, som er omkring 550 millioner år gamle, viser et overraskende rigt økosystem af dyr, der allerede ligner tidlige medlemmer af flere moderne dyregrupper.

Blandt dem er organismer, der kan være tidlige slægtninge til deuterostomia, som er den store dyregruppe, der i dag rummer blandt andet søstjerner og hvirveldyr. Det tyder på, at evolutionens »moderne« dyrelinjer kan have eksisteret før den periode, hvor de traditionelt blev placeret, og at den kambriske eksplosion måske ikke var en pludselig begyndelse, men snarere kulminationen på en længere udvikling, som allerede var godt i gang.

Men …

Fossilarkivet er notorisk selektivt, og mange ediacara-fossiler er kun bevaret som grove aftryk i sandsten, hvor fine strukturer forsvinder. De nye fossiler er derimod bevaret som tynde kulstoffilm, der kan afsløre langt flere detaljer.

Det er derfor muligt, at mere komplekse dyr allerede fandtes før kambrium, men at deres spor sjældent er blevet bevaret. I så fald fortæller fossilarkivet måske lige så meget om bevaringsforhold som om evolutionens tempo.

Science, 2. april