Vinter er lig med virus. Den kolde tid er sæson for snue, smitte og sygdom. Mange af os bliver ramt af virusbetinget forkølelse, bakterielle infektioner eller det, der er værre, når vi samles inden døre. Der er dog ikke grund til at være bange for den frygtede feber, som ofte medfølger. Snarere tværtimod.

Når kropstemperaturen overstiger 37 grader celsius, er det kroppens måde at forbedre forholdene for immunforsvarets kamp mod fjendtlige virus- eller bakterieinfektioner, forklarer Christian Kanstrup Holm, der er professor i immunologi på Aarhus Universitet og forfatter til bogen Feber, som udkom for nylig på Aarhus Universitetsforlag.