Hvem betaler for Arne?

Der var engang, hvor fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer var de vigtigste kombattanter på det danske arbejdsmarked. De sloges om løn og arbejdsforhold, velfærdsstatens indretning og vilkårene for arbejdsløse. Staten stod imellem dem som mægler og kompromismager. Ud af det dynamiske trekløver opstod flere columbusæg, som for eksempel arbejdsmarkedspensionerne i 1980erne og den aktive beskæftigelsesindsats i 1990erne, hvis bidrag til samfundsøkonomien næppe kan overvurderes.

Imens vi har rundet 1. maj 2021, kan det konstateres, at der ikke er nogen klassekamp i sigte på det danske arbejdsmarked. I skyggen af coronapandemien er borgfreden nærmest total, og den nye dynamiske konfliktlinje går i stedet mellem staten og kommunerne, der på flere måder er på kollisionskurs på beskæftigelsesområdet. Dansk arbejdsmarkedspolitik er statsligt reguleret, men implementeringen sker i de kommunale jobcentre. Kommunerne har altså ansvaret for at holde samtaler med ledige og lave aktivering, ligesom de skal betale en del af regningen for dagpenge og kurser.