Cass-rapporten var ventet med spænding, da den blev offentliggjort 10. april i år. Hilary Cass, børnelæge ved Evalina-hospitalet i London, har stået i spidsen for fire års systematisk kortlægning og analyse af forskningen inden for transkønnethed og de eksisterende behandlingstilbud.

Rapporten anbefaler større forsigtighed i rådgivningen af unge, som er i tvivl om deres kønsidentitet, og henstiller til, at der ikke længere bliver givet stophormoner i puberteten efterfulgt af rådgivning om senere kirurgiske muligheder. Eneste undtagelse skal være i forbindelse med forskningsprojekter. Ifølge rapporten er der nemlig en graverende mangel på solid viden om effekterne af behandlingen, både fysisk, mentalt og socialt.