Kort nyt. Nyt studie viser, at hjernen godt kan følge med i to samtaler samtidig. Sådan da.
Hører De efter?
Sig mig, hører du overhovedet efter, hvad jeg siger? De fleste af os har nok prøvet at blive fanget af en sætning fra en samtale i nærheden, mens vi egentlig burde have opmærksomheden rettet mod personen lige foran os. Ny forskning fra Trinity College Dublin tyder på, at hjernen ofte forsøger at følge med i mere end én samtale ad gangen – i hvert fald i korte perioder.

I et studie offentliggjort i tidsskriftet PLOS Biology har hjerneforskere målt hjerneaktiviteten hos en gruppe forsøgspersoner, mens de lyttede til to personer, der talte samtidig hen over baggrundsstøj. Deltagerne blev bedt om at skifte opmærksomhed mellem de to stemmer undervejs, og målingerne viste, at hjernen kortvarigt bearbejdede begge samtaler, før opmærksomheden blev flyttet helt fra den ene taler til den anden.
Den delte opmærksomhed kan måske være irriterende for en samtalepartner, men kan omvendt hjælpe os med at orientere os i hektiske sociale situationer og hjælpe os med at skifte fokus uden at tabe tråden.
Resultaterne kan også få betydning for udviklingen af ny høreteknologi. En bedre forståelse af, hvordan hjernen skifter opmærksomhed mellem forskellige stemmer, kan blandt andet bidrage til skabelsen af smartere høreapparater.
PLOS Biology, 16. juli

