Den konservative politiker John Christmas Møller og socialdemokraten Hans Hedtoft (dengang Hedtoft-Hansen) var blevet personlige venner, da de begge i vinteren 1940-41 på tysk krav blev tvunget ud af dansk politik på grund af deres åbenmundede antinazisme. I den frustrerende lediggang mødtes de to, drøftede tidens dårligdomme og opbyggede et venskab og en fortrolighed, hvor de blev dus og kom på fornavn med hinanden.

I sommeren 1941 inviterede den britiske regering dem begge til London for at kæmpe Danmarks sag i eksil. Hedtoft afslog efter samtaler med statsminister Thorvald Stauning. Christmas Møller sagde ja og flygtede i maj 1942 med sin kone og søn til metropolen og centrum for den allierede kamp, London. Her kom Christmas Møller straks i nærkamp med eksilpolitikkens problemer og dilemmaer. Briterne anerkendte ham som repræsentant for Danmark, men stolede aldrig fuldt på ham. De fandt ham for åbenmundet og uberegnelig. De var også i tvivl om, hvor langt hans legitimitet rakte i Danmark, og dermed hvor gavnlig han egentlig var for britiske interesser.