Før opdagelsen af insulin var diabetes næsten en dødsdom. Den eneste behandling var en streng sultekur, der højst kunne udsætte døden nogle måneder eller år. Derfor er opdagelsen i sommeren 1921 blevet stående som et af medicinhistoriens største »mirakler«, som der står på Nobelprisens hjemmeside.

Historien fortælles ofte som et klassisk heurekaøjeblik: Den unge canadiske kirurg Frederick Banting får en genial idé, og den medicinstuderende Charles Best hjælper ham med forsøgene i professor John Macleods laboratorium ved University of Toronto. Senere får de god hjælp af biokemikeren James Collip, og sammen forærer de rettighederne til universitetet, hvilket betyder, at insulin allerede bliver masseproduceret i 1923 – også i Danmark, hvor August Krogh og H.C. Hagedorn samme år grundlægger Nordisk Insulinlaboratorium, det senere Novo Nordisk.