Kort nyt. Hvidhajer, der fanges i fælder nær stranden og flyttes ud på havet, holder sig tilsyneladende væk fra badende mennesker.
Hej haj, farvel haj
Hvidhajer nær badende strandgæster og ivrige surfere er ikke en ønskværdig cocktail. Selvom risikoen for hajangreb generelt er meget lille, tager lokale myndigheder i en række lande som USA, Australien og Sydafrika med rette deres forholdsregler, når hvidhajer nærmer sig befolkede kyster.
En af disse går slet og ret ud på at slå hajerne ihjel, men på det seneste har forskere arbejdet på at udvikle ikkedødelige metoder til at holde ikke bare hvidhajer, mens også tyrehajer og tigerhajer på behørig afstand af svømmende mennesker.
Nu ser det ud til, at australske biologer har fundet en effektiv strategi.
I et nyt studie beskriver forskere anført af New South Wales Department of Primary Industries, hvordan hvidhajer, der fanges i umiddelbar nærhed af kysten og siden flyttes 500 meter længere ud på havet, over en bred kam holder sig væk for bestandig.

I studiet har biologerne fulgt 36 hvidhajer, der i 2016 blev fanget og siden udstyret med en lille radiosender, der blev monteret på det enkelte dyrs rygfinne, hvor den i gennemsnit blev hængende i 600 dage og løbende sladrede om hajens præcise placering.
De undersøgte hajer gik alle i en af i alt 305 udsatte fælder, der flyder i havoverfladen godt 500 meter fra en række populære badestrande og kyststrækninger i New South Wales. Fælderne er kroge med madding, som hajerne bider på, inden en gps-enhed giver signal til lokale indsatshold, der sejler ud til den tilfangetagne haj inden for 30 minutter. Herfra undersøges hajens sundhed og størrelse, inden dyret udstyres med radiosender og slippes fri yderligere 500 meter fra kysten – hvis der altså er tale om en hvidhaj, tyrehaj eller tigerhaj. Andre hajarter som hammerhaj og sandtigerhaj genudsættes nær fælderne, der i øvrigt tømmes for madding efter hver fangst og umiddelbart før natten.
At flytte de store hajer er tilsyneladende en virkningsfuld metode til at holde dyrene væk fra mennesker. Således viser undersøgelserne af de 36 hvidhajer, at de ti dage efter indfangning og forflyttelse holder sig mere end 1,9 kilometer fra kysten, lyder det.
New Scientist, 3. januar
Biology, 12. oktober 2023
Del: