Den må have været et imponerende syn. I over 1,7 millioner år levede historiens største primat, den tre meter høje og godt 250 kilo tunge Gigantopithecus blacki, i det sydlige Kinas tropiske og subtropiske skove, inden arten forsvandt for cirka 300.000 år siden.

Sådan lyder i hvert fald den grundlæggende fortælling om den hedengangne kæmpe, men nu kan forskere kaste nyt lys over den vældige abe.

G. blackis undergang beskrives som et enigma, der kan holde palæontologer og andet godtfolk vågne om natten. For hvorfor forsvandt denne formentlig udbredte art, mens andre primater evnede at omstille sig og overleve?

Det uklare billede af kæmpeabens skæbne skyldes først og fremmest, at der hidtil kun er fundet fire fossile kæber og næsten 2.000 tænder fra arten, siden de første rester blev præsenteret i 1935. Fossilerne stammer udelukkende fra det sydlige Kina.

Gigantopi thecus blacki. Illustration: Garcia/Joannes-Boyau
Gigantopi thecus blacki. Illustration: Garcia/Joannes-Boyau

Nu kan et talstærkt hold af palæontologer og antropologer med Kinas videnskabsakademi i spidsen imidlertid præsentere en lang række nye videnskabelige undersøgelser, der ifølge forskerne beviser, både hvornår og hvorfor G. blacki forsvandt.

Forskerne har benyttet seks forskellige etablerede metoder – blandt andet luminescensdatering og uran-bly-datering – til at aldersbestemme dels rester af den uddøde primat og dels sedimenter fra de huler, hvor fossilerne er fundet.

Dertil kommer blandt andet pollen- og sedimentanalyser, der fortæller forskerne, hvordan miljøet forandrede sig i løbet af abernes samtid, og sirlige undersøgelser af slidmærker i de ældgamle abetænder, som indikerer, hvad dyrene åd på forskellige tidspunkter.

Samlet set lyder det, at G. blacki først forsvandt for mellem 215.000 og 295.000 år siden – markant senere end hidtil antaget. Desuden skriver forskerne, at arten gik til, fordi miljø- og klimaforandringer førte mere åbne skovlandskaber med sig. Her kunne G. blacki ikke finde lige så næringsholdig føde som tidligere, hvorfor antallet og udbredelsen af den enorme abe faldt markant fra for cirka 300.000 år siden.

Ifølge forskerne viser det nye studie, at G. blacki længe stortrivedes som en succesfuld specialist, men at arten i modsætning til eksempelvis den kinesiske orangutan, Pongo weidenreichi, ikke evnede at omstille sig til det mere åbne landskab og de kraftigere sæsonudsving og derfor uddøde.

Nature, 10. januar