I flere hundrede år var sild fra Øresund en af Nordeuropas vigtigste handelsvarer. Fra 1200-tallet til 1500-tallet fangede man enorme mængder sild ved Skanør og Falsterbo, som i dag er en del af det sydlige Sverige. Silden blev saltet og solgt videre til store dele af Europa. Men omkring 1570 stoppede eventyret brat, da fiskeriet pludselig kollapsede. Det tog næsten 400 år, før fangsten igen nåede lignende højder.

Nu har et internationalt team af fiskeriøkonomer, økologer og historikere anført af universitetet i Kiel undersøgt, hvad der egentlig skete. Forklaringen viser sig at være mere kompliceret end overfiskeri alene. Sildestammen var ganske vist blevet mindre gennem 1500-tallet, men den forsvandt ikke. I stedet blev fiskeriet ramt fra flere vinkler på én gang.

Nyt studie undersøger, hvad der satte en stopper for det vilde sildeboom i Øresund. Foto: Jens Buttner, Scanpix

Fiskeriet havde allerede presset bestanden og gjort det dyrere at fange de sølvglinsende fisk. Samtidig begyndte en periode med koldere klima, den såkaldt lille istid, som gjorde forholdene dårligere for silden i Østersøen. Herudover blev fiskepladserne ødelagt af vandreklitter, mens nye regler om jord og tilhørsforhold gjorde det sværere at skaffe arbejdskraft. Og sidst, men ikke mindst blev handlen presset af billigere sild fra Nordsøen, så den baltiske sild mistede sin plads på markedet.

Ifølge forskerne kan historien sige noget om, hvad vi kan forvente i dag, hvor sildebestanden igen er presset. Ligesom for 450 år siden presses nutidens sildefiskeri af flere forhold, blandt andet et varmere klima i Østersøen.

Nature Sustainability, 28. september