Gravearbejde. I fremtiden kommer byggebranchen til at mangle sand og grus, selvom undergrunden bugner af det.
Grus i maskineriet

Fotocollage: Marc Petersen
Da istiden prægede Norden for 23.000 år siden, bevægede en kilometertyk gletsjer sig som en kæmpe ostehøvl hen over de svenske og norske fjelde. Gletsjeren skrabede sten af, der endte på de danske øer som de store reservoirer af sand og grus, vi løbende har udvundet. Men på trods af den rige undergrund kan hovedstadsområdet allerede i 2027 stå i en situation, hvor grus og sand bliver en mangelvare. Det er et problem, for de mineralske råstoffer er grundlaget for alt byggeri- og anlægsarbejde i Danmark. Manglende politisk vilje til at give gravetilladelser har gennem tiden medført, at der er blevet bygget oven på mange af de områder, hvor man kunne udvinde sand og grus af den bedste kvalitet.
Den problematik kender de alt til i Nymølle Stenindustrier A/S. Administrerende direktør Ole Nørklit ved præcis, hvor i Roskilde Kommune der er nogle af de eftertragtede jomfruelige råstoffer i undergrunden, men han kan bare ikke få gravetilladelse til dem.
Del:


