Falsificeret. Når et menneske dratter om med hjertestop, tror mange, at man skal sørge for, at de ikke sluger deres tunge. Men det er en livsfarlig myte, viser nyt studie.
Glem tungen
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede vi vidste
Da den danske fodboldspiller Christian Eriksen i 2021 faldt om med et hjertestop for rullende kameraer, kunne man se, hvordan hans medspillere placerede ham på siden i næsten 50 sekunder. Her prøvede de at tvinge hans mund åben, i hvad der lignede et forsøg på at forhindre ham i at sluge sin tunge.
De første minutter af et hjertestop er kritiske. De fleste ved, at der skal hjertemassage og kunstigt åndedræt til, og dertil kommer et udbredt råd om, at man skal sørge for, at den bevidstløse ikke kvæles i sin egen tunge. Men det er en myte, som kan have dødelige konsekvenser, fastslår et nyt studie.
Det, vi ved nu
Christian Eriksens hjertestop er et af 45 tilfælde, hvor atleter kollapsede på live-tv mellem 1990 og 2024, som kardiologer fra Tel Aviv University systematisk har analyseret.
De fandt ud af, at i langt de fleste tilfælde – 84 procent – forsøgte civile at forhindre, at den bevidstløse slugte tungen, før der blev lavet førstehjælp. Der har ellers siden 1970erne været lægefaglig konsensus om, at man skal begynde førstehjælp – altså hjertemassage og kunstigt åndedræt – med det samme, når de kritiske sekunder efter et kollaps begynder at tikke.

Konsekvenserne af den forkerte førstehjælp for atleternes overlevelse og risiko for hjerneskade er aldeles chokerende. 67 procent af de atleter, hvor civile som det første forsøgte at forhindre, at den bevidstløse skulle sluge tungen, døde eller fik en alvorlig hjerneskade – Christian Eriksen var, som de fleste ved, ikke en af dem.
Anderledes så det ud i den gruppe, hvor den rette førstehjælp var den første respons. Her var der nemlig ingen, som døde eller fik en hjerneskade.
Ifølge forskerne er det medierne, der bærer et stort ansvar. Kun 23 procent af den efterfølgende mediedækning af de 45 cases nævnte, at det er forkert som det første at lave manøvrer for at undgå, at den bevidstløse sluger sin tunge. 77 procent af mediedækningen enten ligefrem roste den forkerte tilgang eller refererede til manøvrerne uden at nævne, at det er en forkert praksis.
Men …
Den forholdsvis lille gruppe af undersøgte tilfælde, samt at der er tale om topatleter, gør, at man næppe kan generalisere procentuelt til en større befolkning, men det viser alligevel, hvor stor en skade myten om tungeslugning kan have.
Canadian Journal of Cardiology, 29. juli 2025
Del:

