Børn og unges skærmtid er ikke bare en kilde til mistrivsel, den vil også gøre mange ude af stand til at passe et arbejde i fremtiden. Sådan lyder den foruroligende advarsel fra Rasmus Lund-Nielsen, som er psykolog og folketingspolitiker for Moderaterne.

I sin nye bog, Tetris-effekten, argumenterer han for, at skærmenes »skjulte kræfter« ikke bare ændrer vores sindstilstand, men selve hjernens struktur. At mange børn og unge er så afhængige af de hurtige belønninger, de kan få på TikTok eller Instagram, at de er helt ude af stand til at lave lektier, tage opvasken eller gå på arbejde.