Fremmede til undsætning

Det, vi troede, vi vidste

Hvis ét menneske ud af mange pludselig bliver overfaldet i det offentlige rum, kigger alle andre ned i jorden. De fryser af frygt for konsekvenserne af at blande sig og håber, at en anden griber ind. Derfor ender det ofte med, at ingen kommer offeret til undsætning. 

Sådan lyder hypotesen om tilskuereffekten, eller på engelsk the bystander effect, som tilsiger, at mennesker er tilbøjelige til at forholde sig passivt til for eksempel overfald, når de er omgivet af andre. Men et nyt britisk studie viser, at det ikke altid forholder sig sådan. 

Det, vi ved nu

Psykologer fra universiteterne i Keele, Lancaster og Sussex har taget udgangspunkt i et knivoverfald, der fandt sted i Londons undergrund i 2015. Med hjælp fra politirapporter, radiokommunikation, videomateriale fra sociale medier og i alt 27 overvågningskameraer har de kunnet foretage en analyse af folks umiddelbare reaktioner. Og resultatet viser, at det står knap så slemt til med medmenneskeligheden, som man kunne frygte.

Folk greb faktisk ind med koordinerede og målrettede forsøg på at komme den angrebne til undsætning. Nogle forsøgte at kommunikere med overfaldsmanden for at få ham til at stoppe, mens andre udsatte sig selv for livsfare ved at gribe fysisk ind i et forsøg på at vriste kniven ud af mandens hånd.

Men ...

Der var dog stadig mange, der så passivt til eller flygtede fra stedet, viser studiet. Desuden kan man heller ikke konkludere, at folk altid reagerer på samme måde på et angreb i det offentlige rum, understreger forskerne bag det nye studie.

I 2015-angrebet i Londons metro angreb overfaldsmanden flere tilfældige, og det er ikke sikkert, at folk havde grebet ind, hvis han kun havde udset sig et enkelt offer. Og hvad hvis han havde angrebet med en pistol frem for en kniv?

British Journal of Social Psychology, 4. december