Falsificeret. Vil man opfinde noget helt nyt, er det bedre at brainstorme med sidemanden end at holde videomøder med et supertalent på den anden side af kloden.
De bedste ideer
Det, vi troede, vi vidste
I en globaliseret verden kan de klogeste hoveder gå sammen om ny, banebrydende forskning, selvom de befinder sig på hver sin side af kloden. Med internet, dokumentdeling og videomøder er det ingen sag at samarbejde på tværs af lange afstande, og det benytter forskere sig af i stadig større grad. Det fremgår af et nyt studie fra Pittsburgh og Oxford University, der har set på samarbejderne bag over 20 millioner forskningsartikler og fire millioner patenter fra 1960 til 2020. I den tidsperiode er den gennemsnitlige afstand blandt forskere på et team vokset fra 100 til næsten 1.000 kilometer. Friheden til at gå sammen med de mest talentfulde samarbejdspartnere burde øge sandsynligheden for videnskabelige gennembrud.
Det, vi ved nu
Det gør det bare ikke. Det kæmpestore datasæt viser, at forskere, der befinder sig i samme by, oftere leverer banebrydende forskning end de store internationale team. Sandsynligheden for nyskabelser mindskes, når afstanden forøges, og forskere, der ikke er i samme by, men dog i samme tidszone, skaber således flere gennembrud end forskere, der samarbejder på tværs af store tidsforskelle.
Forklaringen skal findes i forskernes bidrag til nært og fjernt gruppearbejde: Når de samarbejder med kolleger over hele verden, handler det ofte om afgrænsede tekniske opgaver som at analysere data eller udføre eksperimenter. De deltager ikke i mere abstrakt idé- eller konceptudvikling, som ellers er den del af processen, der typisk kan fostre en ny tilgang. Den del af arbejdet er nemlig stadig lettere at foretage med kollegaen længere nede ad gangen end med et supertalent på tværs af kloden.
Forskerne siger i en pressemeddelelse, at konsekvensen kan være flere små, gradvise videnskabelige fremskridt og færre egentlige nybrud. fogh
Del:
