I sidste uge var der tilsyneladende godt nyt til de op mod 100.000 danskere, der skønnes at lide af fibromyalgi, en gådefuld lidelse, som giver kroniske smerter i led, knogler og muskler. Et nyt studie bragt i Nature Medicine identificerer 26 steder i menneskets dna, der er forbundet med sygdommen, og det beviser ifølge flere medier, at der er tale om en ægte lidelse: »Fibromyalgi er en ‘rigtig’, fysisk sygdom,« konkluderer Berlingske, mens TV 2 fastslår, at fibromyalgi »ikke skyldes psykisk sårbarhed«.

Studiet præsenteres som en sejr for de smerteplagede patienter, som ofte oplever at blive mødt med mistro fra omgivelserne. I Berlingske fortæller 57-årige Lene Jørgensen, at det er »en kæmpe lettelse« at få bekræftet, at det er noget »reelt fysisk«, der foregår i hendes krop. Man forstår lettelsen, ligesom man forstår ønsket om at give patienterne den anerkendelse, de savner. Men der er noget helt galt med præmissen.