Kort nyt. Bandeord kan gøre os stærkere og mere udholdende, fordi de får os til at lægge alle kræfter i. Det viser nyt studie.
For h#%!
Ups! Nogle gange ryger der en finke af fadet, og et bandeord slipper ud. Forbudt og alligevel nærmest forløsende. Ifølge britiske psykologer kan urene gloser dog være andet end blot en følelsesmæssig ventil. De kan muligvis gøre os stærkere.
I et nyt studie publiceret i tidsskriftet American Psychologist deltog 192 personer i to eksperimenter, hvor de skulle lave armbøjninger på en stol. Under øvelsen sagde halvdelen af deltagerne et selvvalgt bandeord hvert andet sekund. Den anden halvdel gentog øvelsen med neutrale ord. Forsøget viste tydeligt, at de deltagere, der bandede, kunne fortsætte strabadserne i længere tid end dem, der talte pænt. Samtidig rapporterede de højere selvtillid, mindre opmærksomhed på ubehag og en større oplevelse af at være opslugt og fokuseret under øvelsen. Faktorer, der samlet set gav en bedre præstation.

Tidligere forsøg har også vist, at brug af bandeord kan gøre os mere udholdende – forsøgsdeltagerne kunne holde hånden ekstra længe i isvand eller støtte egen kropsvægt i længere tid end normalt. Ifølge psykologerne skaber bandeordene en kortvarig tilstand af disinhibition, hvor man oplever, at sociale og psykiske begrænsninger midlertidigt ophæves. Hypotesen er, at mennesker ofte, bevidst eller ubevist, holder sig tilbage fra at bruge deres fulde styrke, og så kan bandeord gøre det lettere at slippe hæmningerne.
Forskerne vil nu undersøge, om samme effekt gør sig gældende i andre situationer; om bandeord for eksempel kan hjælpe mennesker med at handle i situationer, hvor de normalt tøver.
American Psychologist, 18. december
Del:


