Filosoffens afskedssalut

Hvis jeg havde svoret en ed på, at jeg ville slå mig selv i hovedet med en hæftemaskine 100 gange, og jeg så stoppede efter gang nummer 94, er jeg så en quitter?«

Peter Boghossian ser opgivende ud. Han har kastet håndklædet i ringen, det ved han godt, men han vil gerne huskes som en mand, der i det mindste forsøgte at holde stand mod den »illiberale moralske ortodoksi, der har inficeret akademiet,« som han udtrykker det. Med det mener Boghossian den venstreorienterede identitetspolitiske strømning på amerikanske universiteter, der er optaget af særligt køn, race og seksualitet. Fænomenet kaldes meget forskelligt, men det engelske woke bruges mange steder.

»Ideologien er et universalt opløsningsmiddel: Den korroderer alt,« advarer Boghossian.

For nylig blev han selv »offer« for den »toksiske tendens«, mener han. I starten af september sagde han sit underviserjob gennem 11 år op på Portland State University i staten Oregon på USAs vestkyst. Med sin grå og nussede hættetrøje, næsten helt hvide hår og mørke rande under øjnene ligner den 55-årige nu tidligere adjunkt i filosofi en træt mand i seriøs midtlivskrise. Han blev »træt af alt det lort, han blev mødt med på arbejdet«, siger han.

Det drejer sig blandt andet om de beviselige personangreb, han har oplevet på sin arbejdsplads: Boghossian er blevet portrætteret som Pinocchio på plakater, der er hængt op på universitetet og trykt i en studieavis.

På universitetets toiletter er han med graffiti blevet klandret for at være »hemmelig nazist«. Oven i det kommer, at universitetet har gennemført to undersøgelser af ham – en om hans person og en om hans arbejde – som Boghossian mener er »uretfærdige« og »uigennemsigtige«. Også kollegers misnøje har tæret på Boghossian. Blandt andet har 12 anonyme ansatte på universitetet skrevet et åbent brev, hvori de kritiserer hans virke hårdt.

Men det skyldes også den voldsomme chikane, han siger, han har været udsat for: »poser med afføring« foran hans kontor, at han er blevet »spyttet på og truet« på campus, og at nogen bevidst har saboteret hans foredrag, som han skriver i det opsigelsesbrev, han har lagt på netmediet Substack. Alvorlige ting, han dog ikke kan bevise, og som Weekendavisen heller ikke kan efterprøve.

Opsigelsen har skabt overskrifter internationalt, selvom Boghossian langtfra er en stor forsker: Aviser i England og Tyskland, men også i Indien har skrevet om personalesagen på et ligegyldigt amerikansk universitet. Interessen skyldes, at historien skriver sig ind i en større fortælling om et fænomen, der breder sig. For Boghossian er det en klart ulykkelig udvikling.

»Jeg ved ikke, hvor meget bevægelsen har metastaseret i Danmark, men mit gæt er, at hvis den ikke allerede har fuld kontrol over universiteterne i Danmark, så er det bare et spørgsmål om tid, før det sker. Der er intet, I kan gøre ved det,« sukker han.

Den konceptuelle penis

Boghossian tilhører en forbenet opposition til den såkaldte wokebevægelse. Længe har han kæmpet mod den bølge, han hævder har oversvømmet og forvansket højere læreanstalter. Efterhånden handlede hele hans virke som akademiker om det.

Mest kendt er han for at stå bag »Sokal Squared«. Sammen med to kolleger skrev Boghossian videnskabelige artikler baseret på deres egen fri fantasi og fik dem udgivet i videnskabelige tidsskrifter, der fokuserer på køn, race og seksualitet. Missionen skabte en del røre, fordi de til lejligheden opfundne artikler lød skøre: »Den konceptuelle penis som et socialt konstrukt«, »Bekæmpelsen af heteromænds homohysteri og transfobi gennem brug af penetrerende sexlegetøj« eller »Menneskelige reaktioner på voldtægtskultur og queer-performativitet i hundeparker«, lød tre af titlerne for eksempel.

Hvordan kunne så fjollede ting blive udgivet i seriøse tidsskrifter? Det måtte skyldes, at den dominerende forskning på feltet ikke var seriøs videnskab, var Boghossian og hans kollegers konklusion: Så længe argumenterne i artiklerne var, at den hvide mand var racistisk, homofobisk og misogyn, så var videnskabelig redelighed ligegyldig. Siden fupartiklerne har Boghossian fået mange venner blandt kritikere af den identitetspolitiske venstrefløj og mange fjender blandt dem, han kritiserer.

Hans meningsfæller tager Boghossians knæk som et bevis på, hvor stærk bevægelsen er blevet i USA. Det samme gør Boghossian.

»Hvordan kom det så vidt? Hvordan gik det til, at vi mistede vores nordstjerne af syne, sandheden?« spørger han og svarer selv:

»Vi fratog os selv værktøjerne til at kæmpe imod: samtale, fornuft, bevis, rationalitet.«

I Boghossians øjne er de klassiske akademiske dyder blevet erstattet af noget, der ikke hører hjemme på en uddannelsesinstitution.

»Vi lærer studerende ikke at lytte til forfattere og i stedet at finde problemer med dem. At finde problemer med tekster. At finde problemer med ord. Når du har gearet en hel institution til at finde uretfærdigheder, så finder du dem, selv hvis de ikke findes.«

Det er ikke, fordi Boghossian fornægter de alvorlige race- og kønsmæssige uretfærdigheder, som USA er bygget på, forsikrer han. Han synes bare ikke, at de berettiger til den »skyld og skam«, han mener præger det amerikanske samfund. Og slet ikke det fokus, det i hans øjne får på mange af USAs universiteter, heriblandt hans eget.

»Problemet er, at professorerne vil kopiere den dominerende ideologi i stedet for at lære folk at tænke selv. Vi giver ikke de studerende metoder til at tænke og stille alvorlige spørgsmål. Vi fodrer dem med dogmer og ideologi,« siger han.

Men kan en tidsånd bare sådan uden videre få greb om højtuddannede mennesker, der lever af at tænke originale og kritiske tanker? Især i USA, hvor det fastansatte personale på landets universiteter nyder en med dansk målestok uhørt høj jobsikkerhed og -frihed?

»Vi har at gøre med en masse kloge mennesker, der er gode til at rationalisere, og som belønnes, hvis de støtter ortodoksien. De bliver forfremmet, de får fastansættelse, de bliver udgivet. Der er et indbygget belønningssystem i det,« hævder Boghossian og fortsætter:

»Kloge mennesker tror på mærkelige ting, fordi de er gode til at finde på gode begrundelser for urigtige konklusioner. De er gode til at rationalisere. Når du samler grupper af mennesker, særligt filosoffer, som er meget kloge og gode til at rationalisere, så holder de langtsomt op med at være portvagterne for fornuft. I stedet bliver de talerør for en ideologi.«

Hans nu tidligere arbejdsgiver mener, at Boghossians kritik er uberettiget.

»Voldsom debat er et centralt grundlag for den akademiske virksomhed, og det er meget skattet og godt beskyttet,« skriver Portland State University i en mail til Weekendavisen.

Boghossians påstande om, at selve universitetet er efter ham, vil Portland State University ikke kommentere, fordi det er en »personalesag«. Men, skriver universitetet, »vi støtter den akademiske frihed og ytringsfrihed og dem med alternative synspunkter. Vi tolererer ikke mobning og intimidering«. Derudover mener Portland State University, at meget af Boghossians kritik baserer sig på falske modsætninger.

»Vi mener ikke, at ytringsfrihed og akademisk frihed er i modstrid med vores grundlæggende institutionelle værdier om elevernes succes; racemæssig retfærdighed og lighed og et proaktivt engagement med vores lokalsamfund.«

Antiwoke martyr?

Kigger man på Boghossians virke, kan man få den opfattelse, at han selv opsøger knubs fra dem, han kritiserer: Han har længe kørt en foredragsrække på universitetet, hvor han inviterer »fritænkere« til at tale. Selv siger han, at »mange forskellige typer« kommer og holder foredrag. Men mange af talerne er tydeligt i opposition til Boghossians modstandere: stærkt konservative stemmer, selverklærede antifeminister, og folk, som er blevet fyret fra deres arbejdsplads i kølvandet på deres kraftige offentlige modstand mod ting, der kan lyde woke.

– Det virker, som om du provokerer med vilje. Når folk så bliver provokeret, støder det dig. Hvordan kan det være?

»Målet er ikke at provokere. Målet er at udfordre og stille spørgsmål. Det her skal være en træning for dig. Det er sådan, jeg ser universitetet. Hele meningen med et træningscenter er at blive mødt med modstand.«

Man kan også invende, at Boghossian netop ikke er blevet fyret, men at han selv har sagt op, og han dermed ikke er offer for noget. Nogle vil måske endda gå så langt som til at hævde, at opsigelsen er strategisk motiveret: at den skaber samme opmærksomhed, som hvis han var blevet fyret, og at det faktisk også er den effekt, Boghossian er ude efter. Når folk læser om hans sag, skal det, der sidder tilbage, være fornemmelsen af, at endnu en rapkæftet akademiker er blevet brændt på moralismens bål.

– Har du skabt dit eget martyrium ved at sige op?

»Hvilket formål ville det tjene? Jeg havde et arbejde, der var godt. Jeg var ikke fastansat, men min kontrakt blev altid fornyet. Jeg skulle ikke undervise alt for meget, et komfortabelt job. Jeg bor under halvanden kilometer fra bussen, der kører direkte hen til universitetet. Jeg nød det. Men over tid kunne jeg ikke holde til miljøet.«

Boghossians opsigelse og den medieopmærksomhed, den har skabt, falder sammen med, at han har startet en forelæsningsrække på YouTube. Videoerne skal handle om »woke-ideologien forklaret i et simpelt sprog«.

»Jeg skriver også en børnebog om en ung Sokrates, der taler med folk, der har andre meninger end ham selv. Sokrates har den superkraft, at han kan tale med alle, også dem, han ikke er enig med, samtidig med at han er venner med dem,« forklarer Boghossian.

Import-eksport

Hvorfor skal vi i Danmark interessere os for, at en ukendt adjunkt tager sit gode tøj og går? Sådan lyder kritikken ofte, når medier skriver om, hvad der sker i den identitetspolitiske debat på universiteter i USA. For Boghossian er grunden klar.

»Hvad der sker på universitetet, bliver ikke på universitetet. Og jeg er ked af at fortælle dig, at det, der sker i USA, ikke bliver i USA,« siger han og fortsætter: »Vi eksporterer radikal ideologi til hele verden.«

»Den ideologi, som de unge lærte på universitetet, er blevet spredt. De samme folk, der i dag er i mediebranchen, især den venstreorienterede del, kommer fra universitetet. I årtier har de lært følgende credo: Tal ikke med nogen, lad være at have en samtale, samtalen er den hvide mands værktøj, som findes for at bibeholde patriarkatet.«

»Kerneideen er, at med Herrens værktøjer kan Herrens hus ikke rives ned. Herrens hus er patriarkatet, racismen, systemisk undertrykkelse. Du kan ikke bruge de ting, der byggede huset, altså fornuft og rationalitet, til at rive det ned. Du skal bruge noget andet. Der er en drejning fra objektivitet til subjektivitet i gang. Fra fakta og bevis til oplevelser og levet liv.«

– Men har du rent faktisk ikke mange blinde pletter på grund af din position i samfundet?

»Jo, helt sikkert. Men hvordan vil du lære mig om dem? Ved at kalde mig nazist eller ved at drikke en øl med mig? Alle har svagheder, og jeg vil gerne have hjælp til at blotlægge mine.«