Modbevist. Ikke al blær i dyreriget handler om sex. De fleste returnerede onlinekøb bliver aldrig solgt. Og så kan mange tilfælde af vuggedød undgås ved hjælp af en gentest.
Falsificeret
Ikke alt handler om sex
Der er masser af blær i dyreriget. Fra hanpåfuglens prangende hale til løvernes manke eller mandrillens farverige bagdel – overalt finder man opsigtsvækkende kendetegn, som ikke umiddelbart er til nytte for dyrene, men er beregnet til at tiltrække sig opmærksomhed og interesse fra det modsatte køn. Men det gælder tilsyneladende ikke for den lille kanttæge Anisoscelis alipes, som er kendt for de farverige »flag«, den har på benene. Længe gik man ud fra, at det lille insekt vifter med sine imponerende ben for at tiltrække en mage. Men nu har forskere fra The Smithsonian Tropical Research Institute undersøgt sagen, og de finder ikke nogen tegn på, at benene bliver brugt som seksuel lokkemad.
I deres studie analyserer de 745 »vifteoptrin« og finder blandt andet, at hanner og hunner vifter lige meget med benene og cirka lige ofte. Adfærden ser også ud til at være uafhængig af, om insektet befinder sig i en gruppe, hvor alle individer er samme køn, eller om gruppen er blandet. Insekterne vifter desuden mest, når der ikke er andre insekter i nærheden, og der er ikke forskel på størrelsen af flagene hos hunner og hanner.


