Forskerklumme. Ny forskning har undersøgt, hvordan akut stress påvirker vores syn på, hvad der er rigtigt og forkert

Etik under pres

Det er i dag velkendt – og ofte beskrevet på denne plads i avisen – at menneskers opfattelse af, hvad der er etisk rigtigt og forkert, er meget påvirkelig. Ofte langt mere påvirkelig, end vi er bevidste om. For eksempel kan både lugt- og smagspåvirkninger influere på vores etiske vurderinger, på måder vi ikke tænker over. Ligeledes har det vist sig, at vores syn på etiske dilemmaer kan ændres, alt efter om de præsenteres for os på vores modersmål, eller på et sprog, vi senere har tillært. Mindre overraskende er det måske, at beruselse også kan påvirke vores syn på, hvad der er rigtigt og forkert.

Men hvad med stress? Kan man tænke sig, at det at være under en stresspåvirkning kan ændre ens etiske vurderinger? Og i så fald på hvilken måde og hvorfor? Spørgsmålet er ikke kun interessant, hvis man ønsker at blive klogere på menneskets forunderlige moralpsykologi, men har også et meget praktisk aspekt. Sagen er jo, at det langtfra altid er tilfældet, at etiske spørgsmål melder sig, når man sidder tilbagelænet i sofaen og har god tid til at overveje. Tværtimod kan vi alle havne i situationer, hvor vi under stort pres skal tage stilling til vigtige spørgsmål om, hvad der er det rigtige at gøre. Det gælder sågar undertiden beslutninger, der har direkte betydning for liv og død.

Andre læser også