Kort efter jul steg bekymringen for kunstig intelligens’ vandforbrug betydeligt på de sociale medier. Med ét opslag nåede problemstillingen ud til over 120 millioner følgere, da popstjernen Billie Eilish delte teksten »din brug af AI dræber planeten« med et ledsagende billede af et ørkenlandskab. Eilish citerede i samme opslag den meget udbredte påstand om, at ChatGPT bruger en hel flaske vand, når den skriver en tekst, der svarer til en almindelig mail.

Budskabet blev delt, citeret og gentaget i medier verden over – og passer perfekt ind i en voksende fortælling om datacentre som skjulte vandslugere i en tid med tørke, klimaforandringer og stigende pres på verdens vandressourcer. Eilishs kilde var en artikel i The Washington Post, der byggede på et såkaldt preprint delt af forskere fra University of California Riverside, men endnu ikke udgivet i et videnskabeligt tidsskrift.