I Vejle ligger et spøgelseshus, hvor tusindvis af mennesker hvert år betaler for at blive skræmt fra vid og sans. Dystopia Haunted House tilbyder et timelangt horrorshow, hvor skuespillere forklædt som dræberklovne, øksemordere og zombier gør alt, hvad de kan, for at give gæsterne deres livs chok, mens de med hjertet i halsen tripper rundt i mørklagte gange i en skummel, nedlagt fabriksbygning.

Sidste efterår opsøgte syv forskere og et hav af assistenter det hjemsøgte hus for at studere, hvad oplevelsen egentlig gør ved deltagerne. Deres antagelse var ikke, at frygt kan være farligt, men at det tværtimod ligefrem kan være sundt at blive jaget en skræk i livet.