Det, vi ikke vil vide

Nogle gange sker der noget, der tvinger os til at tænke på ting, vi ikke har lyst til at tænke på. Det var, hvad der skete, da det i weekenden kom frem, at tidligere politiker og minister Henrik Sass Larsen er blevet tiltalt for at være i besiddelse af en stor mængde billeder og videooptagelser af børn i seksuelle situationer. Som Kristian Ditlev Jensen har påpeget her i avisen kan det, der ofte omtales som »børneporno«, mere retvisende kaldes overgrebsmateriale: at købe eller udveksle den slags materiale er at støtte seksualiseret vold imod børn.

Ubehageligt var det også at læse om politiets fund af en børnesexdukke. Disse har været ulovlige i Danmark siden 2022, selvom deres skadelige virkning er mindre åbenlys. Fortalerne for forbuddet argumenterede dengang for, at børnesexdukker kan være med til at eskalere eller legitimere et behov for at tilfredsstille et seksuelt begær efter børn. Men der er også dem, der mener, at dukkerne kan være et skadereducerende alternativ for pædofile, som ellers ville benytte sig af overgrebsmateriale eller ligefrem begå overgreb.

REELT VED VI MEGET LIDT OM, hvem der har ret. Et overbliksstudie, som blev bragt i tidsskriftet Nature sidste år, konkluderer, at forskningen på området er meget begrænset. De få og små studier, der er lavet, peger dog forsigtigt i retning af, at børnesexdukkerne kan dæmpe pædofiles trang til at begå overgreb mod børn.

I studiet påpeger forskerne også, at de nuværende behandlingsmuligheder for pædofile ikke er særlig virksomme. I programmer som det tyske Prevention Project Dunkelfeld prøver man i dag at hjælpe pædofile med at håndtere deres seksuelle begær uden at gøre skade på andre, blandt andet ved at erstatte billeder og videoer med fiktion i form af skrevne fortællinger. Men programmerne ser ud til at have begrænset effekt. I et studie fra 2021 konkluderer tyske forskere, at 86 procent af deltagerne endte med at overtræde loven i årene efter behandlingen. Langt de fleste ved at skaffe sig ulovligt billedmateriale, mens omkring fire procent fortalte, at de faktisk havde begået overgreb mod børn.

Derfor argumenterer forskerne for, at det er værd at lave en grundigere undersøgelse af dukkernes mulige forebyggende effekt, for eksempel ved at inkorporere dem i eksisterende behandlingsprogrammer. Men det er svært at gøre i dag, blandt andet på grund af de forbud, der er vedtaget i mange lande.

NOGLE TABUER ER så voldsomme og velbegrundede, at de ikke kan overskrides, ikke engang i videnskabens navn. Spørgsmålet er, om børnesexdukker overtræder den tærskel. Dertil kommer de praktiske udfordringer: Hvor stor en forebyggende effekt er nok til at opveje en ubehagelig signalværdi? Skal dukkerne være tilgængelige på en form for recept?

Det er åbenlyst ikke et emne, der skal tages let på. Men nogle gange er vi nødt til at tænke grundigt over ting, vi ikke har lyst til at tænke på.