Ifølge tal fra Psykiatrifonden vil omkring 18 procent af alle danskere opleve en depression i løbet af livet. For nogle vil depressionen være behandlingsresistent, hvilket vil sige, at to eller flere typer psykofarmaka er blevet afprøvet uden effekt. Men hvad nu, hvis symptomerne ikke udelukkende stammer fra sindet?

Et nyt studie i tidsskriftet Brain Medicine, udført af psykologer fra the Franklin Cardiovascular, Autonomic Dysfunction and POTS Center i New Jersey, peger på, at en ubalance i kroppens autonome nervesystem kan imitere tegn på depression.

Det autonome nervesystem styrer de kropsfunktioner, vi ikke tænker over, for eksempel vejrtrækning, puls og blodtryk. Dets to grene, det sympatiske og det parasympatiske system, fungerer som henholdsvis speeder og bremse, og hvis de to systemer ikke er i balance, kan det forstyrre blodets flow til hjernen. Resultatet kan være træthed, søvnproblemer og mental tåge, hvilket er symptomer, der til forveksling ligner depression.

Langsom motion, kosttilskud og små doser medicin kan hjælpe med gradvist at genoprette balancen ved at støtte de to grene af nervesystemet korrekt. Foto: Niels Ahlmann Olesen, Scanpix. 
Langsom motion, kosttilskud og små doser medicin kan hjælpe med gradvist at genoprette balancen ved at støtte de to grene af nervesystemet korrekt. Foto: Niels Ahlmann Olesen, Scanpix. 

Det nye studie har fulgt 8.000 patienter med denne type dysfunktion. Mange havde i årevis fået antidepressiv medicin uden effekt. Men da psykologerne undersøgte og behandlede ubalancen målrettet, blev søvn, energiniveau og kognitiv klarhed forbedret hos en stor del af patienterne. Behandlingen bestod af små doser medicin, kosttilskud og langsom motion, der gradvist genoprettede balancen ved at støtte de to grene af nervesystemet korrekt.

Der er stadig behov for mere forskning, understreger forskerne bag studiet, men resultaterne tyder på, at man måske i nogle tilfælde fejlagtigt behandler symptomer på depression og overser den egentlige fysiske årsag.

Brain Medicine, 31. marts