Den svære toer

Det amerikanske sundhedsinstitut, NIH, er endt med lidt af et problem. NIH hører til blandt de største sponsorer af biomedicinsk forskning i verden, og i 2024 åbnede de et program, der skulle sikre flere replikationer af den forskning, de støtter. Det lyder godt, og der er fra alle sider stor opbakning til replikationsstudier, men alligevel kunne Science kort før nytår rapportere, at kun få forskere havde meldt sig til det nye initiativ. Så hvad gik galt?

Interessen for replikationer tog fart i forbindelse med den såkaldte replikationskrise, der opstod i starten af 2010erne. Her opdagede man, at det alt for sjældent er muligt at genskabe de resultater, der er rapporteret i videnskabelige artikler. Krisen ramte navnlig psykologi og medicin, og den er langtfra overstået. For et par år siden gennemførte Center for Open Science for eksempel replikationer af en række indflydelsesrige studier fra cancerforskningen. Da man gjorde regnskabet op, kunne man i mindre end halvdelen af tilfældene genskabe de oprindelige resultater. Desuden var næsten alle de målte effekter svagere i replikationerne end i de originale studier. Og det er selvfølgelig et problem.