Byg, byg, byg

I et tidligere industriområde i Københavns Sydhavn skal der bygges boliger til 4.300 mennesker. Det var i hvert fald, hvad partierne på Københavns Rådhus blev enige om sidste år. Men for nylig kom Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiets kandidat til borgmesterposten, med en opsigtsvækkende melding: Lokalplanen bør standses, måske skal der slet ikke bygges i området. At tage hensyn til naboerne og det særlige lokalmiljø er vigtigere end nye boliger, forklarede hun mandag til Politiken.

Det er på sin vis godt nyt for sådan én som mig, der ejer et hus i udkanten af København. Færre boliger betyder højere priser på dem, der allerede findes, og prisprognoserne peger i forvejen kun én vej: op, op, op. I første omgang er det de nye boligkøbere, der betaler prisen. Dertil kommer dem, der helt afskæres fra at bo dér, hvor de gerne vil: dem, der må pendle i halve og hele timer for at komme på arbejde på bekostning af fritid og børnehentning.

En del arkitekter og politikere synes at være ligeglade med dem, der drømmer om at bo i byen. Som arkitekturprofessor Søren Nielsen, der er fortaler for et byggestop i klimaets navn, for nylig udtalte til finans.dk: »Har du ikke råd til at bo i byen, så er du nødt til at bo et andet sted.« Men som en aktuel undersøgelse fra Realdania viser, så har det stor betydning for vores livskvalitet, at vi får lov at bo, hvor vi gerne vil.

BOLIGMANGEL SER OGSÅ ud til at have en række afledte konsekvenser. Stigende boligpriser kan betyde, at der fødes færre børn – i hvert fald blandt dem, der ikke sidder på en voksende friværdi – og kan gøre det sværere at rekruttere personale til daginstitutioner, skoler og andre velfærdsopgaver. Økonomer taler om the housing theory of everything; ideen om, at boligmangel er en helt afgørende faktor bag mange samfundsproblemer og ikke mindst vejen til øget ulighed. For en socialdemokrat som Pernille Rosenkrantz-Theil er det måske også værd at bemærke, at stigende boligpriser får danske boligejere til at stemme mere borgerligt.

Det kan lyde sympatisk, at Rosenkrantz-Theil vil lytte til de lokale beboere og prioritere deres ønsker om »brostensbelagte gader og små hyggelige huse«. Men de er langtfra de eneste, der har noget på spil. For hver bolig, der ikke bliver bygget, er der nogen, der må opgive en boligdrøm. Ikke kun det par, der ville have købt den dyre lejlighed i Sydhavnen, men også den solomor, der kunne have overtaget deres andelsbolig på Nørrebro.