Tsunami. Der var krydstogtskibe i fjorden, kort tid inden kæmpebølgen ramte: Forskere har studeret et fjeldskred i Alaska, der nær havde fået katastrofale følger.
Bølgen kommer
I august sidste år havde tre kajakroere slået lejr på en øde ø nær Juneau i det sydlige Alaska. Klokken var halv seks om morgenen, det støvregnede, og luften var dækket i en grå, tæt tåge, mens de lå i deres telte og sov. Pludselig vågnede en af dem til lyden af en høj, tordnende rumlen. Hun slog teltdøren op og så en enorm bølge på vej imod sig med høj fart.
Kvinden skyndte sig at vække sine venner, og de så til, mens bølgen skyllede indover lejren, der lå mere end otte meter fra bredden. Bølgen var flere meter høj og tog det meste af roernes udstyr med sig. En af kajakkerne blev skyllet op i et træ, den anden endte på en klippeside og den tredje langt ude på vandet.



