For ti år siden afslørede The New York Times, at Coca-Cola gennem en længere årrække havde finansieret fedmeforskning. Forskningen var et led i virksomhedens strategi, der gik ud på at aflede forbrugernes og sundhedsmyndighedernes opmærksomhed fra cola og andre sukkerholdige sodavandsprodukter som medvirkende årsag til fedmeepidemien.

I stedet forsøgte Coca-Cola at sælge budskabet om, at det er mere motion og ikke færre colaer, der skal til for at reducere fedme. Til det formål støttede firmaet aktivt forskningsprojekter, der undersøgte sammenhængen mellem fedme og fysisk aktivitet. Coca-Cola gav også penge til det internationale forskningsnetværk Global Energy Balance Network (GEBN), ledet af fedmeforskeren James O. Hill fra University of Colorado School of Medicine.