I denne uge har der endnu en gang været modeuge i København. Men hvad er egentlig en modeuge? Hvad er dens formål, og hvordan kan det være relevant i en buldrende klimakrise at vise stadig nye strømninger og tendenser i stadig nye kollektioner, når det, vores planet har behov for, måske ikke ligefrem er mere nyt tøj?

En modeuge består typisk af en række modeshows organiseret i en officiel showkalender samt modemesserne med udstilling og forsalg til butikkerne af nye kollektioner. Der er to modeuger om året, henholdsvis Spring/Summer og Autumn/Winter. Her vises og sælges de kollektioner, man vil kunne købe i butikkerne året efter. Her fra januar og i løbet af de næste måneder vises Autumn/Winter (eller A/W) 23, hvilket betyder, at vi som forbrugere kan købe tøjet næste vinter.