Historie. Det gibbede i italienske arkæologer, da en yngre tysker fik stillingen som direktør for udgravningerne i Pompeji. For Gabriel Zuchtriegel handler arkæologi først og fremmest om at spore det levede liv.
Balladen i Pompeji
Ruinbyen Pompeji, der blev begravet i asken fra Vesuvs store udbrud i år 79. Foto: Karsten Schnack, Scanpix. Karsten Schnack
POMPEJI - Da Gabriel Zuchtriegel første gang besøgte Pompeji, var han 20 år gammel og studerede klassisk arkæologi i Berlin. I den periode var Italien under hård kritik for at vanrøgte sin verdenskulturarv, og skrækeksemplet var netop den antikke by syd for Napoli, hvor løse hunde rendte rundt over de gamle romerske gader, lokale mafiafamilier havde snablen dybt nede i kassen, og store dele af de udgravede huse var i så fremskredent forfald, at de var blevet spærret af med hegn, fordi der var fare for, at de ville styrte sammen over turister og kustoder. Det var næsten, som om Pompeji var ved at blive begravet igen, blot i ligegyldighed og brombærkrat i stedet for i pimpsten og aske. I 1997 var Pompeji og søsterskæbnebyen Herculaneum blevet optaget på UNESCOs verdensarvsliste, men meget lidt havde det hjulpet. Så slemt stod det til, at ikkeitalienske arkæologer foreslog en kontrolleret, godartet tildækning af de udgravede dele af byen, så den i det mindste kunne blive bevaret til bedre tider.
Alt dette ænsede den unge tyske arkæologistuderende ikke.
Del:
