Aktivisme, hedder gespenstet, og det er decideret farligt. Herhjemme har vi senest set det stikke snuden frem i sagen om professor i statskundskab Ole Wæver, hvis teori om sikkerhedsliggørelse (hans akademiske claim to fame) beskyldes for at være racistisk.

Sagen er en føljeton, hvor hver uge bringer sit plot-twist med angreb og modtræk, støtteerklæringer og underskriftsindsamlinger.

Som Wæver selv bemærker, er der i tidens debatklima tale om en catch-22-situation, som man ikke kan komme ud af. Stemples man først som racist, bliver alt, hvad man siger, udtryk for racisme i en eller anden forklædning. Benægter man at være racist, er det på samme måde udtryk for hvid mandlig privilegieblindhed og kan således umiddelbart affejes.

Der er sagt meget om den identitetspolitiske svøbe, men den tager ofte udsynet til et andet og helt grundlæggende problem. Nemlig selve aktivismen.

Sagen om Ole Wæver er et eksempel på, at man ikke stiller sig tilfreds med at få ret i faglig forstand. Modstanderen betragtes ofte ikke som en fagfælle med uret, men som en krænker. Arkivfoto: Michael Daugaard / Ritzau Scanpix
Sagen om Ole Wæver er et eksempel på, at man ikke stiller sig tilfreds med at få ret i faglig forstand. Modstanderen betragtes ofte ikke som en fagfælle med uret, men som en krænker. Arkivfoto: Michael Daugaard / Ritzau Scanpix Michael Daugaard

Akademiske debatter og slåskampe har altid foregået, og det er et sundhedstegn, for videnskaben er i sin natur kronisk i strid med sig selv – med det mål hele tiden at komme nærmere og nærmere det sande og virkelige.

Men hvor kampen er foregået i tidsskrifter og på møder og har bestået i, at man smed faglige argumenter i hovedet på hinanden, er der sket et skred. Man stiller sig ikke længere tilfreds med at få ret i faglig forstand ved at modgå forskningsresultater og teorier. Modstanderen betragtes ofte ikke som en fagfælle med uret, men som en krænker. Og sådan én går man efter i flok.

Man skrider til protestskrivelser og kampagner på de sociale medier, og stadig oftere ser man noget, som tidligere var uhørt: at pressionsgrupper forlanger krænkende videnskabelige artikler trukket tilbage og forskere fjernet fra deres stillinger. Aktivisterne kan endda befinde sig uden for forskningsmiljøet, men have en holdning til, hvad forskning må beskæftige sig med.

Men er det da ikke bare et sundt demokrati anvendt på det akademiske? Tværtimod, det er usund indblanding for ikke at sige anti-videnskab. Det er den frie tanke og dermed den frie videnskab, vi baserer demokratiet på. Og ingen – uanset køn, seksualitet, etnicitet eller andet – er i længden tjent med en forskning, der af angst for forfølgelse lader sig forme af, hvad der er politisk opportunt.

 

Læs her om angrebet på Ole Wæver og hans forskning: »Krig og fred«

Læs også om, at Ole Wævers akademiske forsvar beskyldes for at være »en form for vold«

Læs også Martin Krasniks leder om identitetspolitikkens skøre verden: »Ikke sjovt længere«