Leder.

Ikke sjovt længere

Ikke sjovt længere Af Martin Krasnik

I 1996 tog en amerikansk fysikprofessor, Alan Sokal, fusen på den akademiske verden. I en artikel argumenterede han for, at den fysiske verden er en ren social og sproglig konstruktion. Intet findes! Teksten var holdt i den mest moderne, socialkonstruktivistiske jargon, og det anerkendte videnskabelige tidsskrift Social Text antog og publicerede artiklen. Men det var et fupnummer, sætningerne volapyk, argumenterne gav ingen mening, hvis man faktisk læste (og forstod) dem. Ingen havde opdaget det, redaktørerne syntes blot, det virkede overbevisende. For to år siden gentog tre andre akademikere nummeret, og denne gang var målet den del af socialkonstruktivismen, der handler om køn og race. De tre spasmagere, Lindsay, Pluckrose og Boghossian, fik hele syv artikler optaget i akademiske tidsskrifter med speciale i køns- og racestudier. Her demonstrerede de blandt andet, at vestlig astronomi er »sexistisk og imperialistisk«, og opfordrede til studier i »feministisk astrologi«.

IDENTITETSPOLITIKKENS frontløbere gør det ikke nemt for sig selv. I en artikel i tidsskriftet Security Dialogue anklages den danske professor Ole Wæver og hans to kollegers forskning i international politik for at være »civilisationistisk« og deres vidt udbredte og citerede teori om staters ageren i angivelige krisesituationer for at være »præget af hvidhed« og »antisort racisme«. Artiklen er meget svær at læse, og man skulle tro, at også denne tekst er et forsøg på at pege på problemer i den aktuelle videnskabelige kritik. Men denne gang er det alvor. Og Ole Wæver selv er da også meget berørt af sagen, som han forklarer i interviewet i Ideer i ugens avis.

SKØRE påstande er ikke så sjove, når de tages meget alvorligt. Så kan de være temmelig destruktive. Kritikken om, at racismen er »bagt ind« i Wævers teori, er formuleret indforstået og sjusket og giver kun mening, hvis man i forvejen mener, at undertrykkende strukturer og skævheder findes overalt, selv i en teori formuleret af fredsforskere med udgangspunkt i venstrefløjen. Kan man så ikke bare affeje historien som akademisk hurlumhej? Nej, desværre ikke: Tidsskriftet tages alvorligt, og artiklerne evalueres af fagfæller, før de antages. Én ting er identitetspolitiske slag på de sociale medier. Noget helt andet er akademiske tidsskrifter. Sagen viser, at det akademiske fundament er ved at smuldre.

VERDEN af viden og akademisk tænkning skal være fordomsfri og grænseløs. Det er åbenlyst vigtigt at udforske strukturer i samfundet eller i den akademiske verden, der rent faktisk har en køns- eller racemæssig slagside. Universiteterne var jo indtil for nylig domineret af hvide mænd. Men arbejdet med at inddrage andre erfaringer og synspunkter har som bekendt været i gang siden 1970erne, og i dag gør de identitetspolitiske frontkæmpere det modsatte af det, der var udgangspunktet: Det er ikke længere substans, fornuft og seriøs afprøvning af teorier, der er afgørende, men ønsket om at lade en bestemt verdensanskuelse dominere; at racismen og kønsundertrykkelsen er så indgroet, at den slet ikke kan opfattes af en hvid, mandlig europæer som Ole Wæver – og derfor heller ikke lader sig diskutere åbent. På den måde splittes det, der burde være fælles: fælles standarder, fælles sprog, fælles samtale, fælles viden. Det er for længst holdt op med at være morsomt.

 

Læs også artiklen om angrebet på Ole Wævers forskning: »Krig og fred«

Side 14