Se en film: Interstellar

»Jeg kan godt lide at se film, men fordi jeg har adhd, skal de kunne holde mit fokus hele tiden. Filmen bliver nødt til at være rigtig spændende eller indeholde meget information eller læringsindhold.

Hvis du går lidt og spekulerer over, hvad meningen med livet er, så vil jeg anbefale filmen Interstellar. Det er en science fiction-film. Den handler om, at Jorden er ved at gå under – jeg kan ikke helt huske hvorfor – men de har fundet en planet, der er vand på, hvor der muligvis kan være liv. Så de rejser fra Jorden igennem et sort hul til et nyt univers. En time på den planet, som de er henne at kigge på, svarer til et år på Jorden. Man skal hele tiden høre efter, ellers er der noget, du ikke forstår. Den er meget specifik.«

Benjamin fra Vedbæk, 12 år

Dyrk din hobby på en sommercamp

»Jeg har prøvet at være på ridelejr for et stykke tid siden. Det er bare hyggeligt at være sammen med sine venner og de dyr, man godt kan lide at være sammen med. Man skal bare hygge sig, og det er med overnatning. Det foregår som regel på rideskoler rundtomkring. Nogle gange red vi i skoven, og min gamle ridelærer pustede et vandbassin op, som vi kunne være i allesammen, fordi det var meget varmt på det tidspunkt. 

Dem, der kan lide at ride, kan tage på en ridelejr. Dem, der for eksempel kan lide tennis og badminton, kan tage på en camp, hvor man lærer at spille tennis.«

Bianca fra Græsted, 12 år

Tag på skovtur

»Man kan tage på skovtur. Det gjorde jeg for nylig sammen med pigerne fra min klasse. Så tog vi ud i en skov, der ligger tæt på, hvor jeg bor.

Så gik vi op på en bakke, vi havde allesammen taget nogle ting med, og så hyggede vi os. Vi havde taget vand, vandmelon, kiks og noget andet frugt med og en kage. 

Vi havde tæpper med, som vi lagde på græsset, og så spillede vi nogle spil, vi havde med. En af pigerne havde sin hund med, som vi også gik tur med derude.«

Freya fra Gammel Holte, 11 år

Besøg museet med flotte sten

»Jeg vil gerne anbefale et besøg på Naturhistorisk Museum i København. De kan have forskellige udstillinger. Sidst jeg var der, havde de en om forskellige arter af aber. 

De har en kæmpestor samling af krystaller og mineralsten ovenpå, som er virkelig flotte. De har flotte farver, som man normalt ikke ser i naturen.«

Oliver fra Brønshøj, 13 år


Hør en god lydbog: Vildheks

»Jeg har lige hørt hele Vildheks, den kan jeg godt anbefale, den har noget spænding over sig. Den handler om en pige, der ikke vidste, at der findes vildhekse, men hun bliver forfulgt af en stor sort kat, der begynder at rive hende i panden. 

Hun bliver meget syg af det, og så kommer hun hen til sin moster, som, hun finder ud af er vildheks. Det er fantasy. Jeg vil sige, at man skal være fra seks år og opefter, og den er god til alle, der kan lide naturen og spænding. 

Det er en ret stor bog, jeg følte, den er lidt stor at læse, fordi der er seks bind, men når jeg hører den som lydbog, kan jeg bare ligge i min seng og bare lytte, eller jeg kan være i gang med at lave noget skolearbejde. Da vi skulle på lejrskole, sad vi lang tid i bilen, og der hørte jeg lydbog.«

Bianca fra Græsted, 12 år

Brug dine hjerneceller: Løs en Rubiks cube

»Jeg vil anbefale, at man tager en Rubiks cube (også kendt som en professorterning) og prøver at løse den i løbet af sommerferien. Til nybegyndere vil jeg anbefale en terning, som enten har 2x2 eller 3x3 rækker eller er en pyramideterning. Den er trekantet. Det er en af de letteste terninger, man kan løse. 

Jeg vil anbefale, at man går på YouTube og prøver at finde en god video med løsninger. Der er meget at lære, så man kommer ikke til at kede sig. Børn og voksne i alle aldre kan prøve. Jeg har set børn på seks år løse dem, og jeg har set folk på 50 år løse dem.«

Thea fra Ishøj, 13 år

Få et sommerjob

»Spørg naboerne, om de har noget havearbejde, skal have vasket bil eller har en hund, der skal gås tur med, så du kan tjene nogle penge, hvis du har noget, du er i gang med at spare op til. Jeg er selv i gang med at spare op til en elcykel. 

Jeg spurgte min nabo i sidste uge, om de havde noget havearbejde, eller om jeg skulle gå tur med deres hund. Så sagde de 'ikke lige nu', men de ville gerne have mit nummer, så de ringer til mig, når de har noget. Jeg gør det sammen med min tvillingebror. Jeg tror måske, en tur med hund skal koste 50 kroner pr. tur. Det kommer lidt an på, hvor lang turen er. 

Da jeg talte med naboerne, spurgte de, hvor meget det kostede, og på det tidspunkt sagde jeg, at det var op til dem, hvad de tænkte. Jeg synes egentlig også, det er fedt at arbejde for mennesker og gøre dem glade.«

Benjamin fra Vedbæk, 12 år

Tag ud at fiske

»Du kan fiske de fleste steder, hvor der er vand. Hvis du tager ud til en sø, er det næsten garanteret, at der er fisk i. Det er en rigtig hyggelig aktivitet at tage ud at fiske, som man kan bruge meget tid på. Det er meget stille og roligt, man kan sidde og slappe af og hyggesnakke. Det kræver faktisk bare en fiskestang, en krog og så noget line. 

Du kan fiske med blink eller med korkprop. Hvis du fisker med korkprop, skal du have madding på en krog. Du kan finde en orm eller bruge majs. Hvis du fisker med blink, kaster du ud, og så trækker du den ind stille og roligt, og så kaster du den ud igen. Hvis du fisker med korkprop, skal du bare lade den ligge i vandet, til der bider en fisk på.«

Mikkel fra Græsted, 14 år