150 år for gammel

I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Fossilet Pohlsepia mazonensis har i mere end 25 år været betragtet som det ældste kendte eksempel på en blæksprutte. Det blev fundet i Mazon Creek i Illinois, USA, og har tilmed optrådt i Guinness Rekordbog. Fossilet synes at vise otte arme og andre karakteristiske træk, der normalt forbindes med en blæksprutte, og det blev derfor brugt som bevis for, at sprutterne opstod allerede for 300 millioner år siden – omkring 150 millioner år tidligere end ellers antaget.

Det, vi ved nu

Palæobiologer ved University of Reading i England har dog undersøgt fossilet med synkrotron-scanning, en teknik, der kan afsløre strukturer skjult dybt inde i sten. Scanningen afslørede en radula, et tandbånd med rækker af små tænder, som udelukker, at fossilet kan være en blæksprutte.

I stedet viser det sig, at fossilet er en nautiloid, som er beslægtet med nutidens nautilus, et havlevende bløddyr med en sneglelignende skal. Tænderne matcher et andet nautiloid-fossil fra samme lokalitet. Biologerne vurderer, at den misforståede nautiloid har været delvist rådden og nedbrudt, før den endte som forstening. Den proces har ændret strukturerne, så fossilet kom til at ligne en blæksprutte. Opdagelsen rykker dermed tidspunktet for blækspruttens oprindelse frem til juratiden.

Men ...

Fossilet er til gengæld nu det ældste kendte eksempel på bevaret bløddelsvæv fra en nautiloid og flytter dermed grænsen for, hvor langt tilbage vi kan dokumentere denne type bløddyr i fossile fund.

Proceedings of the Royal Society B Biological Sciences, 7. april